Min historie

DSC_0135Da jeg var en ganske lille pige (ca. 10 år), havde jeg tanker såsom, ’Hvad er meningen med livet?’ ’Hvad handler det om?’ ’Det kan da ikke bare være det her?’ ’Der må være mere – noget jeg ikke har opdaget endnu?’ Jeg fik ret. Jeg fik gradvist øje på det op gennem 20’erne, og det stod helt klart for mig, da jeg var i midten af 30’erne: At den måde, jeg i mange år havde opfattet livet; smertefuldt, hårdt, ikke tilfredsstillende og med forskellige sygdomme, ikke var den sande måde, at opfatte det på. Gudskelov. Via Indre Vejledning, som førte mig til Et Kursus i Mirakler fik jeg hjælp til, at ændre mit tanke- og trossystem og derved den måde, jeg opfattede mit liv på. Ændringerne har gjort, at jeg nu opfatter mit liv som meningsfyldt, fuld af glæde og med en lethed, jeg tidligere ikke havde troet muligt.

Jeg er vokset op i en ‘helt almindelig dysfunktionel familie’. Med det mener jeg, at jeg har været omgivet af mennesker, der ligesom jeg og alle andre, har haft deres at slås med. Som barn oplevede jeg f.eks. mine forældres skilsmisse og derved følelsen af svigt, min fars alkoholisme og død, da jeg var 14, min brors misbrug, min mors kroniske sygdom og nu død, egne forskellige allergier og skavanker og alt muligt andet, som absolut intet har haft med indre ro og glæde eller kærlighed at gøre.

Jeg har altid haft nemt ved at mærke andre menneskers følelser og stemning. Nemt ved at forstå, hvorfor mennesker handler og gør, som de gør og hvad de har brug for. Disse evner brugte jeg i mange år på en uhensigtsmæssig måde. Jeg blev den, der fiksede ting for andre – jeg kunne jo se, hvad der var galt, og hvad der skulle til for at rette op på det. Jeg oplevede, at jeg ved at fikse for andre fik en oplevelse af ro. Problemet var bare, at roen var meget kortvarig, og at der altid var nogen eller noget, der skulle fikses.

Dette uhensigtsmæssige udgangspunkt gjorde, at jeg ikke kunne mærke mig selv. Jeg var blevet så vant til at tilsidesætte mig selv, at jeg reelt ikke kendte mig selv. Hvilket betød, at jeg blev for længe i venskaber og indgik ægteskab på forkert grundlag, og derfor også selv (ligesom mine forældre) har oplevet at blive skilt.

Efter skilsmissen så mit liv sådan ud; Alenemor til 2 drenge, hvoraf den ene er diagnosticeret ADHD, med (på det tidspunkt) en hulens masse særlige behov til følge, et krævende fuldtidsjob, der konstant var i forandring, en altid anstrengt økonomi og et brændende ønske om, bare at kunne isolere mig og være i fred.

Resultatet; angst, stress, masser af skavanker, mental smerte.

Den uudholdelige smerte ved at være mig, tvang mig på et tidspunkt i knæ. Symbolsk nok en påskelørdag (dagen før Jesu genopstandelse). Her erkendte jeg, at jeg måtte og skulle have ægte kærlighed i mit liv. Jeg erkendte, at jeg ikke vidste hvordan eller hvad der skulle til for, at jeg kunne opleve ægte kærlighed. Jeg vidste bare, at jeg nu var villig til, at gøre hvad der skulle til.

Oplevelsen blev for alvor begyndelsen på min opvågningsprocess. Og det blev for alvor et signal til min Indre Vejleder (som jeg kalder Helligånden) om, at jeg nu var klar til at lyttte.

Jeg kastede mig ud på dybt vand. Lod min Indre Vejleder føre an og føre mig til oplevelser og mennesker og til de indre oplevelser i min mentale bagage jeg skulle kigge på. Allerede inden for de første par uger mærkede jeg markante resultater. Først i form af fraværet af den generelle angst og uro. Derefter ved tilstedeværelsen af glimtvis glæde. Og derefter i form af stor kærlighed, idet jeg mødte min mand. Jeg lærte at kigge på alt, der kom op i min bevidsthed sammen med min Indre Vejleder. Lærte at gennemskue, hvad det egentligt var for tanker og følelser, der i mange år havde styret mine handlinger, for endeligt at give slip på dem og derved lige så stille lære mig selv at kende.

Resultatet: Jeg gik fra at være statist i mit eget liv, og bare overleve, til rent faktisk at leve og nyde det samtidigt.

0759-KSFE-8882Jeg lever nu i et dybt kærligt forhold med min mand Flemming og vores børn, med stor lykke og glæde som sidegevinst. Flemming og jeg ved begge og efterlever, at uanset hvad der sker (kommer op i vores bevidsthed), kan vi bruge det til at komme endnu tættere på hinanden, og derved opleve endnu større kærlighed og glæde. Det er en fantastisk måde at leve sammen på.

Jeg ved, at jeg vil kunne hjælpe dig til at se de ting, du slås med på en anden måde. Jeg ved, at jeg vil kunne forklare dig rette sammenhæng i dine oplevelser og hjælpe dig til at kunne mærke, hvad du skal gøre. Jeg ved det, for jeg har gjort det for andre i mange år. Forskellen fra tidlige i mit liv til nu er, at jeg nu udelukkende gør det for at være sand hjælpsom. Dvs. at jeg gør det sammen med min Indre Vejleder, som er den eneste vej til varig indre ro og glæde.

Kærligst
Katja