Jeg bliver hele tiden fristet

20160217_113436

Og du godeste, hvor er jeg træt af det.

Dog ikke så træt, som jeg rent fysisk føler mig lige nu. Jeg har lige været på storbyferie (læs:København) med min ældste søn. En skøn oplevelse med vandring rundt i gaderne, udpegning af gode steder til forskellige formål, fortælling af anekdoter fra dengang han var lille, spisning, shopping osv. Anekdoterne har han åbenbar hørt mange gange, for han afbrød mig jævnligt med et ‘nej mor, det var…..’ Men denne gang hørte han dem ‘on location’.

Vi havde det herligt. Også på trods af smerterne. Nogle af jer ved, at jeg i mange år har døjet med smerter i ryggen. Jordisk set lyder diagnosen på skoliose (medfødt skæv rygrad). På vores tur tilløb der yderligere smerter i form af vabler på begge fødder pga. tåbeligt valg af fodtøj. Jeg var for forfængelig til, at have mine meget komfortable vandrestøvler på i København. Det har jeg næste gang! Pga. af vablerne, som gjorde vanvittig ondt, ændrede jeg min måde at gå på, hvilket ryggen reagerede på øjeblikkeligt…

I lang tid blev smerterne ignoreret. Både af sønnen og mig. Vi havde det herligt. Vi er meget ens i være- og tænkemåde og vi får øje på de samme situationer i gadebilledet. Når vi er sammen på tur, er det en helt fantastisk oplevelse af nærvær, genkendelse og accept. Og humor.

Jeg er ganske sej. Ikke en der piver og det gjorde jeg heller ikke her. (Det viste sig, at vi havde gået over 17 km) Men på et tidspunkt tog min søn over og sagde ‘nu skal vi på hotellet og slappe af. Enden på den del af historien blev, at vi spiste på hotellet – roomservice – så film (Mænd & Høns – du godeste, hvor er den morsom) og sov.

Næste dag skulle vi have været på havnerundfart – en af dem, hvor man kan stå af forskellige steder, vandre lidt rundt og så hoppe på igen. Det blev ikke til noget. Kunne ikke. Vi mødtes kl. 11 med Flemming, som havde været til møde i københavn. Spiste og tog hjem.

Nu kommer jeg til kernen:

Hjemvendt fra turen og med en følelse af, at jeg ikke var helt i balance ‘bestilte’ jeg en vejledning hos Flemming. Det er så praktisk, at vi kan være Helligåndens talerør for hinanden.

Sagen er, at jeg midt i smerteoplevelsen glemte at tilgive og lod mig friste til at lytte til egoet. Og egoet var meget tjenestevillig i forhold til, at komme med forskellige tankescenarier; ‘hvad gør jeg forkert’, ‘hvad skal jeg holde op med at gøre’, ‘hvad burde jeg gøre for at sørge for, at smerterne forsvinder’.

Flemmings tale var klar; ‘Når du leder efter svar på frelse i den ydre verden, leder du forgæves. Du kan sagtens opleve lindring ved hjælp af nogle særlige øvelser eller et specielt remedie, men hvis du ikke overgiver dig til din storhed, din værdighed, din perfekthed, så popper det bare op et andet sted’. Du skal ikke gå og håbe på inspiration fra Helligånden til noget ude i verden, der kan helbrede dig. Du skal forvente helbredelse i kraft af, hvad og hvem du er!’

Og så enkelt er det.

Det svære er, at holde fast i det og huske det. Men jeg har oplevet det før. Det virker. Det er ikke mere end 14 dage siden sidst…

0 Comments
Previous Post
DSC_0094-2
Next Post
DSC_0106-2