Jeg blir’ vred

DSC_0094-2

Kender du typen, som overskrider dine grænser og som fortsætter selv om du lige har gjort opmærksom på, at dine grænser er overskredet? Fordi vedkommende ganske enkelt ikke forstår, hvad du mener? Typen, der ved sin blotte tilstedeværelse fylder enormt meget og larmer uden at sige noget. Typen, der ofte føler, at DU er uretfærdig fordi vedkommende ikke kan se sin egen adfærd og dermed sit eget ansvar?

Du kender sikkert typen og du sidder sikkert og tænker på vedkommende lige nu.

Hvad gør man?

Over tid kan det være at man får nok. Gir op. Går. Det har jeg gjort tidligere.

Så hvad gør jeg, når det er mit barn?

Jeg bliver indimellem vred over hans adfærd. Og accepterer det. Mærker vreden. Er i den. Så lang tid det er nødvendigt. Det er okay. Jeg skal bruge vreden. Den har noget at fortælle mig. I denne omgang begyndte vreden i går aftes. Jeg tog den med i seng. Sagde til min indre vejleder, at jeg var villig til at blive klogere og give slip. Faldt i søvn.

Gud, giv mig styrke til at acceptere de mennesker jeg ikke kan ændre, mod til at ændre dem jeg kan, og visdom til at forstå at det er mig selv.Vågnede og mærkede vreden med det samme. ‘Godmorgen’, sagde den til mig og ‘jep, du er stadig vred’. Accepterer det. Ved, at det er i min bedste interesse, at trække alt ud af vreden. Punktere den så jeg kan slippe den.

Man kan jo sige, at jeg er i en situation som jeg ikke kan flygte fra. Jeg er mor. Jeg kan ikke give op. Jeg kan ikke gå. Har heller ikke lyst til det. Elsker jo drengen, som jo også er den mest elskelige solstråleagtige omsorgsfulde dreng. Og ved, at her har vi begge mulighed for at blive klogere.

Som du sikkert kan forestille dig, er det ikke første gang jeg er i denne situation. Så jeg har opbygget en del erfaring med lige netop dette. Jeg ved, at vreden kommer for, at fortælle mig to ting:

1. At det er tid til, at rykke op på et nyt niveau – altså nyt undervisningsniveau overfor min søn, stille større krav og forvente mere.
2. At jeg har både frygt og skyldfølelse jeg skal kigge på. Ingen vrede uden skyld og frygt.

Hvis jeg var i stand til at mærke vreden et øjeblik for så at forstå, at det handler om et udviklingsskridt for mit barn, så ville jeg ikke have noget at skulle kigge på. Det sker ofte. For min indre vejleder guider mig via mine følelser. Så det er ægte nok.

Men når jeg beholder vreden over nat, så er der også noget i det for mig. Og hvad er så det?

Frygt fordi jeg ved, at det nye undervisningsniveau betyder, at jeg kommer til at tage bladet endnu mere fra munden i forhold til, hvordan hans adfærd indimellem påvirker os andre. Mærker, at jeg denne gang skal gå i detaljer. Bryde det fuldstændigt ned for ham. Give ham en ny viden om sin udfordring, så han derved får magten til at ændre – hvis han altså ønsker det. Og det vil muligvis såre ham at høre. Så jeg frygter, at han i stedet for at se kærligheden i min handling vil tro, at jeg ikke bryder mig om ham. Det er jo ikke til at styre og kontrollere, hvordan han vil tage det ind. Derfor frygt.

Skyld fordi jeg er mor. Det ligger i koderne, at så er alt vedrørende mine børn min skyld! (I virkeligheden er det jo ideen om, at jeg er adskilt fra min kilde der genererer skyldfølelsen, men i denne situation udspiller det sig i rollen som mor). Kunne jeg ha’ gjort noget anderledes? Eller rettere; Hvad skulle jeg ha’ gjort anderledes. Hvis bare jeg var en bedre mor….

Så hvad får vi ud af det?

Det min søn får ud af det er, at han får et nyt vidensniveau som sin adfærd og derved magt til evt. at ændre sin adfærd samt en endnu større forståelse for, hvorfor andre reagerer på ham som de gør. Derudover vil han opleve, at vi justerer på, hvad vi forventer af ham – hvilket kærligt vil fastholde ham på det nye niveau.

Jeg vil opleve endnu større tillid til, roligt at kunne følge min indre vejleder i alt samt tillid til, at også min søn bliver vejledt. Han er Gud barn. Han er taget af! Derudover vil jeg opleve, at jeg er en god og kærlig mor, der gør sit absolut bedste. Derved en grundlæggende større oplevelse af kærlighed.

Så enden på det hele er, at min søn og jeg er de bedste for hinanden. At vi bruger hinanden til at udvikle os selv og kærligheden.

Og så blev det vist tid til en kop morgenkaffe….

Kærligst
Katja

2 Comments
Previous Post
walkbeach
Next Post
20160217_113436