Det blev en blog!

DSC_0697

Sidst skrev jeg, at jeg var blevet inspireret til, at blive skilt fra Flemming – sådan rent arbejdsmæssigt – og at jeg gik og barslede med min nye udtryksform.

Det blev en blog.

At jeg blev ‘spirituel vejleder’ er ikke noget jeg selv har valgt. Det var sådan det blev, for det er det jeg er. Det er mit formål og jeg har ingen mulighed for ikke at være det. Ikke hvis jeg ønsker at have det godt og være i flowet. Jeg har mange gange prøvet at undgå det og lavet noget andet, men det har altid været forbundet med smerte og depression ikke at følge min inspiration.

Hvorfor har jeg så ikke bare fulgt den?

Fordi det også har været forbundet med stor frygt at følge inspirationen. Jeg er på min vej blevet konfronteret med al min frygt og alle mine domme omkring det, at stå frem, være noget, ha’ en mening og turde stå ved den. Det har til tider været så smertefuldt at være i frygten og dommene at jeg har tigget og bedt Helligånden om at tage opgaven fra mig. Jeg har argumenteret for, at der findes masser af andre fuldstændig fantastiske spirituelle lærere som stortrives med opgaven og som allerede er i fuld gang med at undervise/inspirere andre. ‘Du har rigeligt med Gudslærere’ har jeg sagt til Helligånden, ‘du behøver ikke mig’.

Hans svar har altid været det samme; ‘Denne vej er DIN frelse fra DIN frygt og DINE domme’. At den kommer en masse andre til gode er sekundært. ‘Du kan ikke flygte fra, hvad du er!’  Han sagde også at ‘Der findes mange mennesker, der vil opleve kærlighed og komme videre  pga. af DIN stemme, DIN vibration, DIN måde at undervise på. Der er ingen tilfældigheder i frelse!’

På et tidspunkt accepterede jeg og begyndte at undervise. Én til én eller større grupper. Altid via tale. At skrive var ikke noget jeg kunne finde ud af eller havde lyst til. Så kom inspirationen til 30 dages programmet og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at flygte. For jeg kunne jo ikke skrive. Havde heller ikke lyst til det. Jer, der har været igennem programmet kender historien omkring tilblivelsen af det og ved, at jeg endte med at elske det.

Nu er turen kommet til at skrive en blog og det var vist sig, at det stadig ligger til mig, at forsøge at flygte. Flygte fra min frygt og mine domme. Heldigvis tager jeg min egen medicin, så jeg har skrevet dommedagsskemaer, tilgivet og ‘gylpet’ ego op. Den helt store forskel fra tidligere omgange er, at jeg nu ikke er bange for processen. Jeg konstaterer at der er frygt og domme, mærker ubehaget og tillader det. Ved at jeg mærker det for, at jeg skal give slip på det.

Så here goes.

Jeg har fået et fuldstændigt billede af, hvordan bloggen skal se ud og hvordan den skal føles. Tidligere har Flemming stået for alt, hvad der har haft med den tekniske side af vores arbejde at gøre. Det er også ændret. Jeg vil selv. Så det tager noget tid at få siden op at køre, men det går. Jeg er på min vej.

Selve indholdet vil jeg blive inspireret til, men eftersom det er MIN vej det handler om, så kommer det nok til at handle en del om mig, mig mig, mig, mig. Hvilket jeg mærker at vildt grænseoverskridende, så mon ikke jeg sætter mig med en kop kaffe og skriver et dommedagsskema i løbet af dagen?

Kærligst
Katja

PS. Bloggen er ikke helt færdigdesignet, men kig ind alligevel: katjastrandgaard.dk. Jeg har også en side på Facebook, der hedder Katja Strandgaard. Her vil jeg poste div. blogindlæg.

6 Comments
Previous Post
Inspiration til at blive skilt
Next Post
walkbeach